I hjertet af Aalbæk finder man en genbrugsbutik, der rummer meget mere end brugte skatte på hylderne. Kirkens Korshær Genbrugsbutik er et sted, hvor frivillighed, fællesskab og hjælpsomhed går hånd i hånd – og hvor en ganske særlig strikkeklub er blevet en uundværlig del af butikkens liv.
Når man træder ind ad døren, summer der af aktivitet. Frivillige står klar til at hjælpe, turisterne kigger nysgerrigt på hylderne, og imellem tøjet, møblerne og de håndlavede varer kan man høre både dansk og tysk blandet med latter og små samtaler.
Ud over de mange genbrugsfund rummer Kirkens Korshær i Aalbæk også et særligt initiativ: en strikkeklub, hvor fællesskabet er lige så vigtigt som håndarbejdet. Hver anden onsdag mødes 6-8 kvinder til kaffe, snak og strikketøj. Der bliver slået masker op til sokker, huer, trøjer og karklude, som sælges i butikken, og overskuddet går ubeskåret til Kirkens Korshærs hjælpearbejde.
For kvinderne er det mere end strik – det er et fællesskab, et sted at høre til og et frirum fra hverdagen. Som frivillig Tonni Pedersen fortæller:
“Rigtig mange af vores kunder elsker at komme i butikken, når strikkeklubben sidder og strikker. Der er så hyggeligt, når man kan høre snakken og latteren fra damerne. Mange af dem er enlige, og derfor betyder fællesskabet enormt meget – det giver både glæde og liv.”
Der er altid en varm atmosfære omkring bordet. En af kvinderne strikker kun sokker, en anden kan næsten ikke slippe strikkepindene og har altid sit håndarbejde med – og for alle er det et sted, hvor noget så enkelt som garn og pinde kan skabe stor værdi.
Garnet stilles til rådighed af Kirkens Korshær, ofte via donationer fra private eller butikker. Nogle gange dukker særlige bidrag op, som gør en stor forskel. Frivillig Birthe Gøgsig husker især én:
“Engang fik vi en stor donation fra en garnforretning, hvor ejeren desværre blev syg og måtte lukke. Vi solgte garn for omkring 40.000 kr. – foruden alt det, damerne strikkede. Det var en gave, der virkelig gjorde en forskel.”
Butikken er også kendt for sine håndstøbte lys, oprindeligt lavet af hjemløse på en gård ved Aalborg. De farverige lys, støbt af rester doneret af private, har en helt særlig historie og er stadig populære.
“Vi sælger rigtig mange lys, især til de tyske turister,” fortæller Birthe Gøgsig. “De elsker kvaliteten og køber dem både til jul og påske. Det er et produkt med en historie – og det gør det ekstra meningsfuldt.”
På en sommerdag kan man opleve butikken som et lille samlingspunkt i Aalbæk. Frivillige, stamkunder og feriegæster blander sig i en summen af liv, og det er ikke ualmindeligt, at man hører tyske gloser, når turisterne begejstret finder særlige fund. For nogle er det et par stearinlys eller et stykke keramik, for andre er det en varm samtale med en af de frivillige.
Genbrugsleder Anders Pedersen peger på, at genbrug i dag er mere populært end nogensinde:
”For 10 år siden var det lidt tabu at købe genbrug. I dag er det blevet en trend, og vi ser en enorm vækst i antallet af butikker – omkring 2.500 på landsplan – der alle støtter et godt formål.”
Kirkens Korshær driver knap 240 genbrugsbutikker landet over og hjælper dagligt mere end 1.900 mennesker, der kæmper med ensomhed, fattigdom, misbrug og sygdom. Organisationens løfte er enkelt: respekt, nærvær og omsorg – i praksis et måltid mad, et varmt bad, en hjælpende hånd eller blot et øjebliks kontakt, der skaber mening og livslyst.
Hos Kirkens Korshær i Aalbæk får både ting og mennesker nyt liv. Strikkeklubben viser, hvordan små fællesskaber kan vokse frem omkring noget så enkelt som masker, garn og kaffe – og hvordan donationer forvandles til varme varer på hylderne og støtte til mennesker i nød.
Det er netop den slags fortællinger, Slow Guide ønsker at fremhæve: steder, hvor nærvær, fællesskab og ægte oplevelser fylder mere end hastværk. Her går gæsterne ikke blot på opdagelse blandt skatte og fund, men tager også en historie med sig hjem – en historie om mennesker, frivillighed og omsorg.
Når du lægger vejen forbi butikken, bliver du en del af denne fortælling, hvor noget gammelt får nyt liv og samtidig skaber værdi for andre.
Tilmeld dig nu for at fortsætte med at læse og få adgang til hele arkivet.